Julegaver købt i perioden d. 9. okt. - 23. dec. har forlænget returret frem til d. 31. jan. 2025
Kurv 0

Din kurv er tom.

Juletiden nærmer sig, og vi hos Studio About byder den velkommen med flere ideer til adventskransen 2022. Læs med i artiklen og få inspiration til din egen, eller vær med i konkurrencerne om at vinde én nederst i artiklen.

VINTERENS MOSKLÆDTE SKOVBUNDE

Vi har lavet to adventskranse, der begge skaber billeder af vinterlige landskaber, men med to forskellige æstetiske udtryk.

Den ene adventskrans er harmonisk og romantisk i sin form, og leder tankerne hen på en frodig skovbund med vintergækker, der forsigtigt titter frem i mosset. Kransen er ikke traditionelt julet med røde og hvide farver, men giver en fornemmelse af et blidt vinterlandskab med vintergækkerne og det grønne mos, hvilket gør, at du sagtens kan have den stående længere og nyde den gennem alle vintermånederne.

TIL DENNE KRANS HAR VI BRUGT VORES ROSE OIL CANDLES. 

Den anden krans er holdt i blå og lilla nuancer for at lede tankerne hen på et fortryllende islandskab. Med de mørkeblå blomster og glaslys liver de adventskransen op og giver den et moderne og farverigt tvist. Resten af kransen er forholdsvis minimalistisk uden for meget ekstra pynt, så de blå elementer forbliver fokuselementet, men uden at det bliver for prangende eller overdøvende. Det hvidlige og blålige mos giver fornemmelsen af en frostklædt skovbund, der skaber længsler efter en hvid jul.

Her er hvad du skal bruge til at lave kransene:

  • Halmkrans
  • Mos efter eget valg
  • Papirblomster - her har vi brugt vintergækker, tusindfryd, pæoner og valmuer
  • Tørrede kviste og blomster
  • Glaslys - her har vi brugt glaslys i farverne rose og blå
  • Saks
  • Ståltråd

VÆLG DIN EGEN FAVORIT BLOMST LAVET AF PAPIR.

HOLDBAR HALMKRANS OG BLØDT MOS

Begge adventskranse er bundet på en halmkrans, der gør adventskransene holdbare, solide og nemme at flytte rundt på. Vi har dækket den ene halmkrans med mos i to grønne nuancer, og den anden med hvidligt mos med blålige toner. Med begge kranse har vi snurret tyndt ståltråd rundt om mosset for at fæstne det til kransene. Undgå at stramme snoren for meget, så kransen bliver for tæt og stram at se på. Dette gør det også sværere at sætte ting ind i mosset. Fastgør i stedet mosset med en blid hånd, men så det stadig sidder fast, for at skabe et blødere og lettere udtryk, og så mosset ser mere naturligt ud med de små stykker mos, der ”stritter ud” hist og her.

Mos kommer i forskellige typer og farver, så du kan vælge den type, du helst vil have. Du kan plukke mos i naturen eller købe præserveret mos, som islandsk mos. Præserveret mos er naturligt mos, men konserveret, så det forbliver blødt og nemt at arbejde med.

Den type og farve mos, du bruger, har en indvirkning på udtrykket af din adventskrans. Vi har eksempelvis brugt præserveret mos i mørkere farver til den ene krans, så det står i flot kontrast med de hvide vintergækker, og hvidligt mos til den anden krans, så den får et rent udtryk, og så den mørkeblå farve kommer i fokus.

DISKRETE LYSESTAGER

Når bunden for kransen er lagt, kan du stikke dine lysestager i kransen. Ved at sætte dem i først, er det nemmere at se og afgøre, hvor de skal sidde. Placér dem nøje, så de står lige og med de samme mellemrum imellem.

Vi har valgt minimalistiske guldlysestager, så de passer til farverne i kransene, men som stadig er diskrete og ikke tager for meget fokus fra selve pynten.

EVIGE PAPIRBLOMSTER

Den ene krans er prydet med vores håndlavede papirblomster i form af vintergækker og vores mørkerøde ”Daisy”, som også kaldes tusindfryd. Papirvintergækkerne er smukke og sirlige, og man forbinder ofte blomsten med liv og håb, når man ser dem titte op af den hvide sne. Vi har placeret vintergækkerne med jævne mellemrum rundt om i hele kransen, hvoraf nogle er placeret i små klynger for at skabe variation. Dette gør kransen feminin, naturlig og smuk fra alle sider. Dertil har vi placeret fem af vores mørkerøde tusindfryd i papir for at bryde det hvide op og for at skabe blikfang. Med den røde farve bringer vi også mere julestemning ind i kransen, uden at det tager fokus fra de delikate vintergækker og bliver for overvældende. Du kan selvfølgelig også bruge andre af vores papirblomster til dette, men hvis du vil bevare det samme udtryk kan du bruge papirblomster i samme størrelse og farve som tusindfrydene. Sørg igen for at placere papirblomsterne med jævne mellemrum, så kransen bliver dynamisk og ligevægtig i sit udtryk.

Vintergækkerne stikkes ned i mosset og vikles forsigtigt ind i ståltråden under kransens bund, mens tusindfrydene, der har længere stilke, kan vikles rundt om kransen. Stilken dækkes nemt af det bløde og luftige mos. Du kan også vikle lidt mere ståltråd rundt om, så papirblomsterne er ekstra fæstnede.

Til den anden adventskrans har vi brugt vores ”Peony” papirblomst i blå, og vores lyslilla ”Poppy” papirblomst. Den lyslilla blomst er perfekt til at understrege de kølige isfarver i kransen. Begge papirblomster har lange stilke og derfor vikles de rundt om kransen og fæstnes med lidt ekstra ståltråd. Stilkene dækkes ligeledes af den luftige mos i kransen. Vi har fordelt tre blå pæoner i kransen med jævne mellemrum og udfyldt ”hullerne” med syv af vores lyslilla ”Poppy” papirblomster, så kransen er smuk og ens fra alle sider.

FIND VORES BLÅ OLIELYS HER.

TØRREDE BLOMSTER OG KVISTE

Når papirblomsterne er placeret som ønsket, kan man tilføje tørrede kviste og blomster for at gøre kransen ekstra festlig. Til den ene krans har vi brugt forskellige hvide kviste, som skaber luftighed og højde, samt gule tørrede blomster, så vintergækkens gule farve i midten går igen. De hvide kviste minder om sneklædte bær- og grangrene, hvilket kun forstærker julefornemmelsen.

Vi har tilføjet små tørrede hortensiablomster i en lyseblå farve og små klynger af hvide, tørrede bær til den anden krans. De tørrede elementer er diskrete, men samtidig perfekte til at skabe en hyggelig og vinterlig stemning og underbygge ideen om det vinterlige islandskab.

SMUKKE OG PRAKTISKE GLASLYS

Til sidst kan du udvælge dine lys til adventskransen. Vi har brugt vores rosefarvede glaslys, som komplementerer de mørkerøde papirblomster smukt til den ene krans, og mørkeblå glaslys til den anden. Glaslysene fyldes op med lampeolie og brænder aldrig ned, som almindelige stearinlys. Derfor kan de brænde hele julen igennem, og mere til. Desuden undgår du stearinlys, der drypper ned i din smukke dekoration eller at lysene brænder ned og sætter ild til de tørrede dele.

EN EVIGHEDSKRANS

Papirblomsterne, det præserverede mos og tørrede kviste, samt glaslysene gør faktisk at din krans kan holde for evigt. Du kan derfor nyde den gennem alle de lange vintermåneder, og gemme den jul efter jul. På denne måde kan din hjemmelavede adventskrans blive en tradition og fast juledekoration i dit hjem. Adventskransenes simple og elegante udtryk gør dem æstetiske og tidsløse, men du kan selvfølgelig altid erstatte papirblomsterne med andre typer papirblomster, eller tilføje flere for at skabe andre udtryk. Kransene er derfor et mere bæredygtigt alternativ til en adventskrans med friske blomster og gran (der tørrer ud efter en måned), da den er holdbar, kan genbruges og nemt kan ændres og tilpasses i sit udtryk.

DU KAN FINDE VORES PAPIRBLOMSTER her, OG VORES GLASLYS her.

VIND VORES ADVENTSKRANSE

Hvis juletravlheden altid indhenter dig, kan du være heldig at vinde en af disse smukke adventskranse, så du stadig kan få julestemning og hygge i hjemmet uden at skulle stresse over det.

Adventskransen med vintergækkerne kan du vinde eksklusivt gennem Magasins Goodie App. Konkurrencen kører i uge 45+46, så du kan nå at få kransen til første advent. Download deres Goodie App her!

Adventskransen med de smukke blå blomster kan du vinde på vores egen Instagram @studio__about. Følg med på vores Instagram her, så du ikke misser chancen for at vinde!

// Bubble Tube i nye farver
Læs mere
// Bubble Tube i nye farver
MISTELTEN DER HOLDER EVIGT
Læs mere
MISTELTEN DER HOLDER EVIGT
Vælg variant